Multilingual Illustrated DVD [Tutorial]

Biologisk set "begynder menneskets udvikling med befrugtningen", hvor en kvinde og en mand hver leverer 23 af deres egne kromosomer, som kombineres ved forening af deres kønsceller.

En kvindelig kønscelle kaldes i daglig tale et "æg", men den korrekte betegnelse er oocyt.

Den mandlige kønscelle er almindeligt kendt som en "sædcelle", mens den korrekte betegnelse er spermatozo.

Når en oocyt frigøres fra kvindens æggestok eller ovarie i en proces, der kaldes ægløsning eller ovulation, forenes oocytten og spermatozoen i en af æggelederne, ofte også kaldet ovidukterne.

Æggelederne forbinder kvindens æggestokke med hendes uterus eller livmoder.

Det encellede embryo, som kommer ud af det, kaldes en zygote, hvilket betyder "det, der er forenet eller sammenføjet".

Zygotens 46 kromosomer udgør den unikke første udgave af det fuldstændige genetiske blåtryk til et nyt individ. Denne dispositionsplan består af stramt spiralrullede molekyler, der kaldes DNA. De indeholder instrukserne til hele kroppens udvikling.

DNA-molekyler ligner en snoet stige, som kaldes en dobbeltspiral. Stigens trin udgøres af molekylepar eller basisstoffer, som hedder guanin, cytosin, adenin og thymin.

Guanin danner kun par med cytosin og adenin med thymin. Hver menneskecelle indeholder cirka 3 milliarder af disse basispar.

En enkelt celles DNA indeholder så megen information, at en liste med begyndelsesbogstavet på hver basis ville fylde over 1,5 millioner tekstsider!

Hvis rettede en enkelt menneskecelles DNA ud, ville det måle 3 1/3 fod eller 1 meter.

Hvis vi kunne rulle al DNA'en i en voksens 100 trillioner celler ud, ville den være over 100 milliarder km lang. Det svarer til afstanden fra jorden til solen og tilbage igen 340 gange.

Mellem 24 og 30 timer efter befrugtningen gennemgår zygoten sin første celledeling. Ved en proces, som kaldes mitose, deles en celle i to, to i fire og så videre.

Allerede mellem 24 og 48 timer efter, at befrugtningen er begyndt, kan graviditet konstateres ved påvisning af et hormon, der kaldes "tidlig graviditetsfaktor", i moderens blod.

Celledelingen fortsætter, og 3 til 4 dage efter befrugtningen har embryoet antaget kugleform og kaldes nu morula, hvilket betyder morbær.

Inden for 4 til 5 dage opstår der et hulrum i denne cellekugle, og embryoet kaldes nu en blastocyst.

Cellerne inden i blastocysten kaldes den indre cellemasse, og herfra udvikles hovedet og kroppen samt andre vitale strukturer hos det menneske, der er under udvikling.

Cellerne i den indre cellemasse kaldes embryoniske stamceller, fordi de har evnen til at skabe hver eneste af de mere end 200 celletyper, som findes i menneskekroppen.

Efter turen ned gennem æggelederen sætter embryoet sig først fast i livmodervæggen. Denne proces, der kaldes implantationen, begynder 6 dage efter befrugtningen og er afsluttet 10 til 12 dage efter befrugtningen.

Celler fra det voksende embryo begynder at producere et hormon, der hedder humant choriongonadotropin eller HCG det stof, som de fleste graviditetstest reagerer på.

HCG får svangerskabshormoner til at afbryde den normale menstruationscyklus, så graviditeten kan fortsætte.

Efter implantationen skaber celler fra blastocystens periferi en del af den struktur, som kaldes moderkagen eller placenta og fungerer som grænseflade mellem moderens og embryoets kredsløb.

Moderkagen forsyner det vordende menneske med ilt, næringsstoffer, hormoner og medicin fra moderen, og den fjerner alle affaldsstoffer og forhindrer, at moderens blod blandes med fostrets på embryo- og foetus-stadiet.

Moderkagen producerer også hormoner og opretholder på disse stadier en legemstemperatur, som er lidt højere end moderens.

Moderkagen kommunikerer med det vordende menneske via blodkarrene i navlestrengen.

Moderkagen har en evne til at bevare liv, som er på højde med, hvad en moderne intensivafdeling kan yde.

Inden 1 uge danner nogle celler i den indre cellemasse to lag, der kaldes hypoblasten og epiblasten.

Af hypoblasten dannes blommesækken, som er en af de strukturer, gennem hvilke moderen i den tidligste fase forsyner embryoet med næringsstoffer.

Celler fra epiblasten danner en membran, som kaldes fosterhinden, inden for hvilken embryoet og senere fostret udvikler sig indtil fødslen.

I løbet af cirka 2 1/2 uge har epiblasten dannet 3 specialiserede vævstyper eller kimlag, der hedder ektoderm, endoderm, og mesoderm.

Ektodermen er ophav til adskillige strukturer, herunder hjerne, rygmarv, nerver, hud, negle og hår.

Fra endodermen stammer åndedrætssystemets og fordøjelseskanalens indre overflader og dele af større organer såsom lever og bugspytkirtel.

Mesodermen danner hjerte, nyrer, knogler, brusk, muskler blodceller og andre strukturer.

Inden 3 uger deles hjernen i 3 primære dele, som kaldes forhjerne, midthjerne og baghjerne.

Udviklingen af åndedræts- og fordøjelsessystem er også i gang.

Når de første blodceller kommer til stede i blommesækken, dannes der blodkar i hele embryoet, og det rørformede hjerte opstår.

Næsten umiddelbart derefter folder det hastigt voksende hjerte sig sammen om sig selv, og separate kamre begynder at udvikles.

Hjertet begynder at slå 3 uger og 1 dag efter befrugtningen.

Kredsløbet er det første af kroppens systemer eller den første gruppe forbundne organer, der bliver funktionsdygtig.

Når der er gået mellem 3 og 4 uger, begynder der at tegne sig et billede af kroppens opbygning, samtidig med at hjernen, rygmarven, og embryoets hjerte bliver lette at identificere ved siden af blommesækken.

Hurtig vækst får det relativt udstrakte embryo til at folde sig sammen. I forbindelse med denne proces indlemmes dele af blommesækken i fordøjelsessystemets indvendige overflade og danner det vordende menneskes bryst- og bughule.